Tun i Danmark: Sådan forbereder vi os

Igen i år skal lystfiskere hjælpe DTU Aqua med at fange og mærke tun i farvandet nord for Skagen. De første tun netop spottet, og fiskefeberen nærmer sig dermed kogepunktet blandt danske og svenske lystfiskere. Her får du en kort optakt til fiskeriet, som FishingTours naturligvis deltager i.

Den 25. August går det løs. Op imod 300 lystfiskere fra Danmark og Sverige fordelt på ikke mindre end 70 både stævner ud fra Skagen og Sverige i jagten på havets torpedo: Den blåfinnede atlantiske tun! Forberedelserne har været mange, og med de skærpede krav til grejet, hører vi fra branchen, at salget af big-game hjul er eksploderet.

I år må der nemlig ikke fiskes med hjul, der har en mindre klassificering end 80, hvilket jo gør, at det Kroatiens-grej mange har i forvejen simpelthen er underdimensioneret.

Krav til stænger, mandskab, harness og line har også fået et nøk op i kølvandet på sidste års forsknings-fiskeri, hvor det desværre ikke var alle fisk, der blev hængende på krogen. Det problem gentager sig nok ikke i år med de skrappe krav til testfiskerne, der derfor alle møder op med båd og grej, der modsvarer værdien på et mindre parcelhus i udkantsdanmark.

På FishingTours båd NORA fisker vi med Penn International stand-up trolling i klasse 80 til 130 lbs. Hjulene er fra Okuma, hedder Makaira 80W MK2 og er valgt, da de kan bryste sig af et maksimalt bremsetryk på hele 100 pund. Dertil kommer så en kilometer hollowcore line, 100 meter topshot, 6 meter fluorcarbon, samt kroge, svirvler og crimps i solide størrelser.

Båden også opgraderet

motoropgradering inden tunfiskeriet

Båden er også blevet opgraderet siden sidst. De gamle 140 hestes motorer er blevet skiftet ud med 2 nye Suzuki 175 heste, der er installeret en Minn Kota frontmonteret elmotor, så vi kan ligge for anker, mens vi chummer - og der er blevet bygget livewell i båden, så vi kan holde de makreller vi vil anvende som agn levende. Hertil kommer installation af off-shore wifi, så vi kan tjekke vejret mens vi fisker, og så videre…

Som du nok kan fornemme, er det at fiske tun ikke noget, man ” bare lige” gør. Forberedelserne af båd og grej er ekstremt tidskrævende, og chancen for at få bid er rimelig lille. Men - får du fisk på, er belønningen tilsvarende høj. Vi prøvede det jo hos FishingTours sidste år, og oplevelsen kan vel bedst beskrives som en kamp med et godstog, der er ude af kontrol.

Med 25 punds bremsetryk tog fisken 800 meter line på under et minut, og selv efter 1,5 times fight var vi stadig ikke i fuld kontrol - på trods af, at vi konstant arbejdede med båden for at få fisken ud af sin cirkel - en tilstand, hvor fisken begynder at svømme i cirkler under båden, og dermed samler kræfter til et nyt udløb. Skuffelsen var da også enorm, da vi - efter at have set fisken flere gange – oplevede, at den spyttede cirkelkrogen ud af munden og svømmede væk. Så i år skal det være. Viskal have mærket en tun.

FAKTA OM MÆRKER

Kim Aarrestrup fra DTU Aqua fortæller, at de i år prøver flere forskellige mærketyper.

Pop-up satellitmærker: Denne type mærker gemmer data som temperatur, tryk og lys. Indenfor et års tid popper de så op til overfladen, og begynder at sende data. Disse data giver sammen med positionen, hvor fisken er mærket, og positionen hvor mærket er poppet op, forskerne mulighed for - ved hjælp af diverse modeller, at beregne hvilken rute fisken har taget.

Akustiske mærker: Et nyt mærke, der bliver anvendt i år, er et såkaldt akustisk mærke. Det sender et ping ud, der kan blive opfanget af dataloggere i området. Disse dataloggere findes i tusindvis over hele jordkloden, og da DTU Aqua er medlem af Ocean Tracker Network, vil de altså få besked, hvis en fisk svømmer forbi en tracker i eksempelvis Canada. Fordelen ved denne type mærker er, at de holder i op til ti år, mens de traditionelle mærker jo programmeres til at udløse indenfor et år.

Udover det kommer der til at blive anvendt en vifte af andre mere eller mindre klassiske mærker.