Trollingtur til Klintholm – svært fiskeri…

I den forgangne weekend har vi været på trollingtur fra Klintholm havn. Vi lagde ud med at køre ned fredag aften og få lagt båden i vandet. På trods af oliefyr og varmeblæser var det altså en rigtig kold fornøjelse at sove i båden, så da vi stævnede ud af havnen lørdag morgen, glædede jeg mig allerede til at vi skulle mødes med vores jyske venner, der havde skaffet en hytte fra lørdag aften.

Gasten lørdag var Jens fra min fiskeklub og vi satte kursen mod området lige nord for separeringen, i håb om at få kontakt med en af Østersøens blanke torpedoer. Optimismen var rimelig høj da grejet var sat og vores trollingtur kunne begynde. Vi hørte både om fine fisk der blev fanget på vhf'en, og kunne observere mange fødefisk i vandet. Som vi kom  længere mod øst, forsvandt fødefiskene dog, og ved middagstid havde vi ikke fanget andet end en ordentlig bunke ålegræs. I forbindelse med endnu en kontrol af grejet, går det dog op for os, at vi har sejlet rundt med en fisk på i gud ved hvor lang tid, og op kommer en lillebitte undermåler på godt 30 centimeter. Herefter sker der ikke andet, så det er et par ærgerlige lystfiskere der kommer i havn ved 19-tiden. Jens kører hjem, og jeg mødes med Martin og Lars i hytten, hvor vi får en god gang mad mens vi venter på Peter fra Teamet, der skal fiske med om søndagen.

2. dagens trollingtur var ikke meget bedre...

Efter en velsignet nats søvn, står vi op til en temmelig tvivlsom vejrudsigt, men fiskes skal der, så vi tøffer stille og roligt derudaf igen. Flere havde valgt at fiske på bananen denne dag, men vi sætter kursen mod møllerne hvor planen er at fiske lige syd for dem. Turen derud går fint, omend lidt bumlende, men frem kommer vi, og får sat grejet i vandet. Fiskeriet er ligeså sløjt som dagen før, og byder ikke på andet end to undermålere, der begge hugger på planerboard-stængerne, og så er den egentlig ikke så meget længere! Andre gjorde det væsentligt bedre end os, men sådan kan det jo gå. Vi havde hele tiden den der fornemmelse af at komme ti minutter for sent til ballet, hvilket jeg da skal være den første til at indrømme er drøn irriterende!Penn Squall trolling grej trollingtur

Hvis vi lige skal slutte af med at tage ja-hatten på, så var det fedt at få prøvet de nye trollinghjul og stænger. Jeg har investeret i 15 sæt bestående af Penn squall trolling og Abu Alphamar hjul, og de fungerede upåklageligt - men nu får vi se når de skal fighte en ordentlig fisk!. De to inliner stænger fra Daiwa som jeg har fundet på brugt-markedet til dipsyerne var forøvrigt også super fede, og da motor og elektronik også spillede (Bortset fra et håndsæt til vhf'en - tak for hjælpen Helmuth) så var det da en fed tur på den front.

Tak til Martin, Lars og Jens for hyggeligt selskab - Vi tager dem næste gang!

Peter og Ask

KLIK HER - For at gå tilbage til oversigten og læse mere...