Rammerne for en god
fiskeferie
Bo tæt på vandet - midt i naturen, tæt på fiskepladser og indkøbsmuligheder
Bo tæt på vandet - midt i naturen, tæt på fiskepladser og indkøbsmuligheder
Smukke omgivelser og unik beliggenhed
Andørja er en relativt stor ø med med et areal på ca. 136 kvadratkilometer.
Naturen her er helt unik, blandt andet fordi det er Norges bjergrigeste ø, med elleve tinder over 1.000 m.
Højeste fjeldtop er Langlitinden der er 1.276 meter over havet - tilfældigvis også Norges højeste bjerg på en ø. Øen har en karakteristisk fjord, Straumbotn, som deler øen omtrent i to. Denne er ret unik, da den har en utrolig smal indsejling og bølger dermed ikke når derind. Den er dog rimeligt strømfyldt, hvilket jo ikke er dårligt for fiskeriet.
Campen ligger ud til Vågsfjorden. Udover Straumbotn, ligger utallige skrænter, toppe og grunde, og venter inden for ganske kort afstand, så hvad end du er på efterårstur efter storsejen, eller på sommertur efter nogle af de andre cirka 40 arter der fanges omkring øen, har du her det bedste udganspunkt for en vellykket fiskeferie.
Læs her om de mest almindelige arter og den fisketeknik du skal bruge
Havkat: Klart bedst fiskeri i maj-juni. Havkattene ved Andørja bliver rigtigt store, og camprekorden er over 16 kilo. Denne fremragende spisefisk fanges bedst ved at medefiske på 30-50 meter vand. Til tider hugger de meget forsigtigt, hvorfor det er en god ide at vente lidt med sit tilslag, indtil man mærker en konstant “nappen/tyngde” i stangen. Husk skarpe kroge.
Helleflynder: Fanges året rundt, og findes i flotte mængder. Nogle finske grupper har haft stor succes med at trolle dem, mens englænderne fanger dem fra land på surf-cast grej. Et kig på et søkort afslører utallige muligheder, så for de eventyrlystne er Andørja stedet.
Rødfisk: Skrænterne rundt om campen byder på mange spændene plateuer fra 100 - 500 meters dybde. Her kan rødfisk i fine spisestørrelser træffes året rundt.
Torsk: Året rundt er der fint med kysttorsk i alle størrelser med top omkring de 30 kilo.
Sej: Højsæson Juli -September. Mange og store sej trækker ind i Vågsfjorden om efteråret, hvor fiskeriet og størrelsen kan imødekomme selv de vildeste forventninger. Når man rammer ind i en stime sejer over 10 kilo på 40 meters dybde er de fleste havfiskeres lykke gjort. De fiskes med jigs, pirke og gummimakker og fart er alfa og omega for et vellykket fiskeri. Grejet køres ned til den dybde man formoder fisken står i, hvorefter der spinnes ind så hurtigt som muligt. Hurtigt fisket endegrej, er gift for enhver storsej, og strømskel og andet vand i bevægelse er et godt sted at lede efter den.
Andre Arter: Rødspætte(+3 kg), Håiising (Verdensrekorden stammer fra Andørja), Kuller (+ 5 kilo), Brosme m.v. er også ganske almindelige heroppe. For artjægerne er der også mulighed for at mede på 500 meters dybde ganske tæt på campen. Hvad der bor nede i mørket må tiden vise, men rygterne taler om rokker, blålanger m.v.
Klik HER for at se et søkort over området
Et udpluk af Andørjas rekordfisk
Fanget fra land i Mjøsundet
Taget fem minutter fra campen
Ingen tvivl om at der er store spætter i Norge
Imponerende juniorfangst
Et voldsomt gebis
Ville være verdensrekord, hvis den ikke var blevet genudsat
Hvad skal du have på
Den rigtige påklædning er alfa og omega for en vellykket fisketur - der er nemlig ikke noget der kan tage lysten fra en sportsfisker, som at stå på havet med kolde fødder og hænder. Vejret i Norge er til tider omskifteligt, så det er altid en god ide at være forberedt - nogle dage kan man stå i shorts og bar overkrop, mens andre kræver den helt tunge påklædning.
Når det er koldt er uld din bedste ven. Det mister nemlig ikke sin isoleringsevne når det bliver vådt, og er derfor det perfekte inderlag. Udenpå ulden plejer jeg at iføre mig en mellemlag med fleece. Det beskytter mod vinden og er et behageligt og let materiale. Yderste lag bør være en flydedragt eller en tørdragt af en god kvalitet. Flydedragter kan du leje på campen hvis du mangler plads i kufferten. Husk også sokker af uld og nogle varme og vandtætte støvler, en god hue og et par varme handsker. Showa laver handsker til fiskeindustrien og har en handske i deres sortiment (nr. 460) der er foret på indersiden så hænderne holdes både tørre og varme.
Om sommeren kan vejret til tider være helt fantastisk, så hvis du kommer i de varme måneder er det en god ide at huske solcremen - du bliver forbrændt meget hurtigere på vandet.
Hvad skal du fiske med
Man skal ikke gå ned på grejet, men en tur til Norge behøver ikke være den helt store udskrivning på grej-kontoen. Almindeligt Øresunds eller Vesterhavs-grej i en god kvalitet kan sagtens klare opgaven:
Pirkestang i 30 lbs klassen og multihjul til fiskeriet med de større jigs, eller det altid spændende medefiskeri efter bl.a. havkat og helleflynder.
Et kraftigt kastesæt klassificeret til omkring 10 lbs - kastefiskeri med jigs optil 150 gram kan være utroligt giftigt efter både helleflynder og torsk.
Det kan også være en god ide at medbringe en let spinnestang - den kan gøre agnfiskeriet til en fest!
Når det kommer til endegrej gælder det om at have et udvalg af jigs, pirke og ophængere med. Sejen kan til tider være fuldstændigt ligeglad med de store jigs, og her er det vigtigt at have nogle gummimakker i en god kvalitet. Røde, sorte og selvlysende farver over en hurtigt fisket blank pirk plejer at virke. Til medefiskeriet efter havkat er det ultra skarpe kroge der gælder, gerne med lidt blinklys som lokkemiddel. Hvis man har mulighed for det er det heller ikke nogen dårlig ide at medbringe en "bonus-stang" til helleflynder. På den skal så monteres bananbly og slæbetackel med en cirkelkrog i enden - denne føres igennem næsen på en hel sej, og har vist sig at være utroligt effektiv til de store flyndere.
For dig der er skrap med en fluestang, byder Andørja på en hel unik mulighed for at få kontakt med nogle virkeligt store blanke fisk. Blot fem minutters kørsel fra campen ligger indsejlingen til Straumbotn, hvor strømmen altid løber i fuld fart. Her står fiskene i strømlæ bag stenene og en tur ud på broen over indsejlingen afslører deres stampladser. Dette fiskeri er frit for alle, og der kræves ikke fisketegn. I flere af bjergsøerne findes tillige store bestande af røddinger, og et fiskekort til disse koster omkring 30 kroner pr dag.